Nyhedsbrev - Sommer 2026

Nyhedsbrev - Sommer 2026

Nyhedsbrev - Sommer 2026

# Har du set?

Nyhedsbrev - Sommer 2026

Besindelse – Bro, Ro og Tro – en urolig tid kalder på fællesskaber

Sommeren står for døren. For mig og mange er det en dejlig lys årstid – selv i Danmark, hvor vejrguderne ikke altid er så forudsigelige, som vi kunne ønske os. Vinterens sol – den hvide sne – er mig faktisk ligeså opløftende som efterårets gyldne farver og forårets blomstrende skue. Altså hele året med hver sin årstidscharme.

”Vær glade i håbet, tålmodige i trængslen, udholdende i bønnen” – Paulus brev til Romerne, v. 12, 12.

Der råbes meget i tiden, der kastes bomber mange steder i verden, splittelse synes i stigende grad at fylde i politik og folk. Ufred og vrede har taget fart. Sådan behøver det ikke at være. Men hvad skaber samling, fordragelighed og samtale – Paulus giver sit bud: håb, tålmodighed og udholdenhed. Jeg tvivler af og til på, om dette kan være lidt naivt, tilbagelænet, opgivende og udtryk for magtesløshed? For det meste hælder jeg til den positive side – at det netop handler om at skabe liv, muligheder og fællesskaber for ikke at gå med på den samme galej, som bare avler mere af det samme – adskillelse, at give efter for magtesløsheden og råbe op, råbe med.

De sociale medier gør det svært med de tillokkende tilbud om pseudosamtale og algoritmestyring. For mig er det simpelt: det kræver et lille ord – nej. Det er ikke det, jeg vil. Ikke det, jeg ønsker. Ikke det, jeg arbejder for. Ikke det, jeg vil være. I Nathanaels Kirke er jeg med til at skabe og ville en anden vej. Sammen med præst og personale har vi igennem det seneste år skabt fysiske fællesskaber, der tæller langt over 200 mennesker i alle aldre, der kommer i kirke og sognegård – det er vi så glade for og stolte over, mest fordi vi oplever, at dem, der kommer til højmesser og aktiviteter bliver glade, medskabende og levende af at deltage i fællesskaberne.

Vi har arbejdet meget på at opbygge faster rammer om vores aktiviteter, der udtrykker stabilitet – at komme tilbage igen og igen – og et samvær, der giver – ja, håb, tålmodighed og udholdenhed midt i verdens rummel. Det nære liv giver netop det i samværet, i sangen, i samtalen. Jeg er sikker på, at disse oplevelser giver noget godt tilbage til verdens rummel. Børne- og familieaktiviteterne, Voksenkorene, Højskolesangen, Kirkebioen, Kirkecaféen, Formandens sofa, Spaghettigudstjenester (”Nath-sghetti”), søndagshøjmesserne, kirkelige handlinger m.m. er med til at give mange mennesker en mulighed for at deltage i varige fællesskaber, hvor der udfoldes glæde og energi. Og vi ser også at flere unge voksne kommer i kirke og sognegård. Samtidig udvikler vi løbende nye aktiviteter – se mere nedenfor.

 Fællesspisning efter Sommer Nath-sghetti
 Spire- og børnekoret synger til Sommer Nath-sghetti

Medarbejder-hjørnet Vores nye organist, Mads Fuglsang, starter d. 3.august, det glæder vi os meget til. Mads siger:

”Kære alle i Nathanaels Kirke, I maj måned fik jeg den glædelige nyhed, at jeg havde fået stillingen som organist i Nathanaels Kirke. Jeg hedder Mads Fuglsang, er 31 år og bor lige rundt om hjørnet. Jeg glæder mig meget til at blive jeres nye organist og korleder, bidrage til lokalmiljøet i Nathanaels Sogn, videreudvikle det allerede levende musikliv i kirken og lære jer alle at kende. August kan næsten ikke komme hurtigt nok! De bedste hilsner fra Mads”.

Vi byder alle Mads varmt velkommen til august.

Vores musikmedarbejder, Ulla, fortæller om børne- og familieaktiviteterne:

”Vi har haft en skøn sæson på børne- familieområdet i Nathanaels Kirke. 

Spire- og børnekoret har sunget livligt og smukt til alle vores familiegudstjenester og har fået en helt særlig oplevelse med sig - de har nemlig for første gang optrådt i Tivoli i forbindelse med Tivolis Børnekordage. En stor oplevelse for alle. 

Hver tirsdag formiddag har kirken summet af liv, når babysalmesangsholdene har fyldt rummet med en god blanding af sang, småpludren og sæbebobler. 

Lørdage fyldes kirke og sognegård af familiekoret - et fællesskab hvor familier med børn i alderen 1 til 5 år, nyder en stund med både sang, leg, dans og hyggeligt samvær over kaffen og legetøjet.

Vi glæder os allerede til efteråret, hvor alle hold starter op igen.

Tilmeldingen er åben og vi håber at se både nye og kendte ansigter”.

Vores kirketjenere, Sanne og Simon, fortæller:

"Vi er kirkens to kirketjenere, Sanne og Simon – tilsammen Team KT.  Vi sørger for, at kirken og sognegården spiller, ser godt ud og dufter af frisk kaffe. Vi stiller stole op, finder løsninger, organiserer og forsøger at være et skridt foran dagens næste opgave. Kort sagt: Hvis alt fungerer, lægger ingen mærke til os. Hvis ikke, gør alle.

Vi nyder hverdagen blandt gode kolleger og et levende fællesskab, hvor der altid er plads til én mere. For os handler jobbet ikke kun om praktiske opgaver, men også om møderne med mennesker – både dem, der kommer med glæde, og dem, der kommer med sorg.

Der er mange øjeblikke, der gør arbejdet særligt. For Sanne er et af dem søndag formiddag, når hun iført sort blazer og hvid skjorte lytter til koret synge: "Hellig, hellig, hellig er Herren."

For Simon er højskolesangaftenerne blandt højdepunkterne, når mennesker i alle aldre fylder sognegården med sang, smil og fællesskab”.

Vi sætter stor pris på, at have så dygtige, ansvarlige og engagerede medarbejdere i kirke og sognegård.

Sommerpause og efter sommerferien

Selvom vi drosler ned for aktiviteter hen over sommeren, har vi en spændende nyskabelse lige om snart: ”Krop og (t)ro – Kirkepilates - giv dig selv en time med fokus på bevægelse”, er de næste fire onsdage 24. juni, 1. juli, 8. juli og 15. juli, alle dage kl. 10-11– der faciliteres af vores dygtige frivillighedskoordinator, Signe.

Efter sommerferien arbejder vi på nye initiativer: Unge voksne-kor, Formandens sofa, Ungeaktiviteter (12-18 år), Samtalegrupper for unge om eksistens, kærlighed og tro, Foredrag for unge om spejling og kærlighed – samt selvfølgelig alle vores faste aktiviteter, højmesser og masser af dåbshandlinger.

Gode stunder fra kirke og sognegård i første halvår af 2026

 Højskolesang

 Kærlighedskoncert med Matilde Alexandra

 Strikkecafe Nath-strik 

 Pinse på Femøren 

 Børnekoret synger i Tivoli

 Fastelavn i Sognegården 

På vores hjemmeside, Instagram og Facebook-side samt i glasskabene ved kirken kan du altid løbende se, om der skulle være noget for dig, din familie og venner. Vi er altid klar til en snak om kirkeudvikling, tro og (især) unge voksne og til gode ideer.

Jeg, menighedsrådet og personalet i kirken takker for et forrygende halvår i kirken med rigtigt mange dåbshandlinger og aktiviteter i sognegården og ønsker alle en god, kærlig og fredfyldt sommer og på gensyn til august til liv og glæde på Broen til Troen til alle vores fællesskabende aktiviteter – til opløftelse 

– og husk ”Krop og (t)ro i bevægelse” de næste fire uger og Højmesserne henover over sommeren – Gud hviler aldrig, som man siger, der er altid en bro lige her.

De bedste sommerhilsener,
Dennis, Formand for Nathanael kirkes menighedsråd

Du vil måske også kunne lide...