Musik og
kor i kirken
KIRKEKALENDEREN
Kom og hør toner, der taler – eller syng med, hvis hjertet kender melodien
Mød vores organist
Simon Hinz er kirkens organist – en ung, engageret mand, der har bragt musikken i Nathanaels Kirke til nye højder siden 2020.
Når Simon sidder ved orglet, fylder han kirkerummet med alt fra smukke, stemningsfulde præ- og postludier til dybe, rørende motetter, der sætter sig som ekko i sjælen. Men Simon er mere end orgeltonernes mester. Han er også dirigenten bag Nathanaels Gospelkor, hvor han med sin energi og musikalske flair samler stemmer i glædelig harmoni. Og som om det ikke var nok, kan han også findes bag filmprojektoren i sognegården, hvor han med jævne mellemrum viser film, der samler menigheden til fælles oplevelser på det store lærred. Simon er en central del af Nathanaels Kirke – en ildsjæl, der med sin musik og kreativitet spreder glæde og inspiration.
Bliv en del af sangfællesskabet i Nathanaels Kirke
Har du lyst til at synge og være en del af et fællesskab?
I Nathanaels Kirke finder du fire forskellige kor, hvor du kan være med, uanset om du er begynder, let øvet eller erfaren sanger.
Korene synger et bredt repertoire og er med til at skabe liv i kirken. Ama’r Dagkor (for begyndere og let øvede) og Nathanaels Gospelkor er åbne for alle, der har lyst til at prøve kræfter med korsang. Nathanaelskoret henvender sig til øvede sangere og kræver en kort sangprøve før optagelse.
Nathanaels Gospelkor og Nathanaelskoret afholder både jule- og sommerkoncerter, hvor du kan opleve glæden ved at dele musikken med andre.
Der er et naturligt samspil og henvisning mellem korene, så vi kan altid finde det kor, der passer bedst til din stemme, niveau og ambitioner.
Læs mere om de enkelte kor nedenfor – måske er der ét, der passer lige til dig.
Syng gospel i Nathanaels Kirke
– musik, fællesskab og energi
Forestil dig en onsdag aften, hvor kirkerummet fyldes med rytmiske klap, smil og svingende gospeltoner, der løfter loftet. Sådan er det i Nathanaels Gospelkor – et sted, hvor musikken og fællesskabet mødes, og hvor både unge og gamle finder deres stemme.
Hvad laver vi? Onsdag efter onsdag øver vi på klassiske gospelhits og moderne sange af kunstnere som Kirk Franklin, Donald Lawrence og Israel Houghton. Men det stopper ikke der. Indimellem sniger der sig en rytmisk pop- eller rocksang ind i repertoiret – og det hele synges med passion og energi, fordelt på tre stemmer: sopran, alt og tenor. Ingen noder? Intet problem. Vi bruger tekster og lydfiler, så alle kan være med, uanset erfaring.
Koret optræder ved udvalgte gudstjenester og afholder både jule- og sommerkoncerter, hvor musikken bliver til mere end sang – den bliver til fællesskab. Og når vi ikke synger, fester vi. Hvert år fejrer vi vores korfællesskab med en stor fest, der får lattermusklerne til at arbejde lige så hårdt som stemmebåndene.
Hvem, hvad og hvor?
Koret blev stiftet i januar 2022 af kirkens organist, Simon Hinz, der med sin energi og passion samlede et hold på omkring 35 sangere i alderen 19 til 75 år. Her er aldersforskellen ikke en barriere, men en styrke. Den skaber et mangfoldigt kor, hvor erfaring og ungdommelig energi smelter sammen i et inspirerende fællesskab. Vi er ikke bare et kor – vi er et sted, hvor mennesker mødes, griner og synger livet større.
Hvem kan være med? Alle! Sangerfaring er en fordel, men bestemt ikke et krav. Hvis du elsker musik og vil være en del af et fællesskab, hvor vi løfter hinanden – både i musikken og i livet – er du velkommen. Har du en solist gemt i dig? Så er der mulighed for at blive en del af vores solistgruppe og prøve kræfter med soloer på udvalgte numre.
Praktisk og personligt vi mødes hver onsdag kl. 19:00 og det koster 400kr. pr. halvår at være med.
Kom og vær med til en gratis prøvetime én af de to første onsdage i sæsonen. Der er ingen pres – kun åbenhed og en masse gospelglæde.
Nathanaelskoret
Nathanaelskoret blev i 2012 oprettet af korets leder, Kathrin Thelén. Dette skete på opfordring fra forældre på kirkens børnehold, som gerne ville synge videre uden deres børn. Der blev derfor lavet en åben prøve for alle interesserede, og det fik en så stor tilslutning, at der efterfølgende blev lavet et fast kor.
Nathanaelskoret er et kvindekor, som består af cirka 20 sangere i alderen 35-65 år. Koret er fordelt på tre stemmer og synger et blandet repertoire af nordiske sange og salmer, jazz, pop og klassiske korværker. Det er lige fra Mads Langer til Benjamin Britten og fra Michael Bojesen til Carl Nielsen. Der bliver sunget på både dansk, engelsk, svensk - og til tider latin.
I løbet af året medvirker koret ved fire gudstjenester og/eller arrangementer i kirken og afholder desuden selv to koncerter: en sommer- og en julekoncert.
Nathanaelskoret mødes til ugentlige korprøver med opvarmning, sangøvelser, indstudering og musikalsk arbejde. Korprøverne er præget af engagement, humor og fællesskab. Det er korets dirigent, som planlægger korets repertoire og står for ledelsen af koret i samarbejde med kirken.
Koret henvender sig til kvinder i alderen 35-65 år, der har erfaring med kor, kendskab til noder og lyst til at lære nyt og udvikle sin stemme. Man må forvente forberedelse derhjemme.
Hvis man er interesseret i at være med i koret, er det muligt at deltage i en korprøve, inden man beslutter sig. Når man er kommet med i koret, mødes man til en kort optagelsesprøve med Katrin, hvor der bliver hørt på ens stemme for at finde den rigtige placering i koret. Der vurderes årligt på kormedlemmernes egnethed til fortsat at kunne deltage i koret. Skulle det vurderes, at et nyt eller nuværende medlem ikke passer ind i netop dette kor, vil vedkommende blive henvist til et af kirkens øvrige kor.
Der øves hver mandag kl. 18.30-20.30, og det koster 500 kr. pr. halvår.
For spørgsmål og henvendelse om koret, skriv gerne til korleder, Kathrin Thelén på: mail@kathrinthelen.dk.
Hvem, hvad og hvor?
Kathrin Thelén – korleder
Kathrin Thelén er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med speciale i sang og korledelse. Hun har i 20 år undervist i sang og kor på musikskoler, efterskoler, gymnasier og i privat regi, og har siden 2008 været ansat i Nathanaels kirke.
Praktisk og personligt Vi mødes hver mandag fra 18.30 til 20.30, og det koster 500 kroner pr. halvår. Ikke en dårlig pris for at blive en del af noget, der får mandag til at føles som fredag.
Ama'r Dagkor
Kom og syng med i det nye Ama'r Dagkor for begyndere!
Ama'r Dagkor er for dig, der har fri hver mandag 12:30-14:30 i dagtimerne og gerne vil prøve kræfter med at synge kor i et sjovt og hyggeligt fællesskab.
Du behøver ikke have sunget i kor før, bare du har gåpåmod, og er frisk på at lære.
Vi skal synge en blanding af moderne musik, viser, højskolesange, pop og rock.
Vi starter blødt ud med enstemmig sang, og bygger ovenpå, så du lærer at holde din stemme. Undervejs synger vi både en- og tostemmigt.
Det forventes ikke, at du forbereder dig mellem gangene – men der er øvefiler tilgængelige, hvis du har lyst til at øve derhjemme.
Kom og syng med i det nye Ama'r Dagkor for let øvede!
Ama'r Dagkor er for dig, der har fri hver mandag 15:00-17:00 i dagstimerne og gerne vil synge kor i et sjovt og hyggeligt fællesskab.
Vi skal synge en blanding af moderne musik, viser, højskolesange, pop og rock. Vi synger både to- og trestemmigt, og repertoiret spænder bredt – fra Sensommervisen til Andreas Odbjerg og Alison Krauss.
Hvem, hvad og hvor?
Mathias Brok
Mathias er uddannet korleder og musikunderviser fra Københavns Universitet. Mathias startede sin sangkarriere i Københavns Drengekor og har siden han voksede ud af matrosdragten stået på scenen med en bred vifte af musikalske udtryk. Hans undervisning er kendetegnet ved høj energi og masser af grin.
Praktisk og personligt Vi mødes 9 mandage fra den 20. oktober - 15. december.
Pris: 450,-