Læs nyhedsbrevet for august 2025

Læs nyhedsbrevet for august 2025

Læs nyhedsbrevet for august 2025

# Har du set?

Læs nyhedsbrevet for august 2025

Nye medarbejdere – Mia og Rikke
Det er en stor glæde, at kunne fortælle, at vi har ansat to nye medarbejdere Mia Langgaard Jensen som kordegn og Rikke Søholt Kristensen som kirke-, kultur- og kommunikationsmedarbejder.

Mia siger:
Jeg er så heldig at være startet som kordegn i Nathanaels Kirke pr. 1. august. Mit navn er Mia, og jeg har tidligere haft funktioner, hvor administration, koordinering og det at være en ”blæksprutte” har været centrale opgaver. Det er første gang, jeg skal varetage en lignende rolle i en kirkelig sammenhæng, og jeg går til opgaven med ydmyghed, taknemmelighed og nysgerrighed. Jeg glæder mig meget til at blive en del af en værdibaseret organisation, hvor tradition og fornyelse ikke er hinandens modsætninger – men hinandens forudsætninger.

Rikke siger:
Mit navn er Rikke, og jeg er den nye kirke-, kultur- og kommunikationsmedarbejder i Nathanaels Kirke. Jeg har en kandidatgrad i kommunikation og psykologi og har tidligere arbejdet i mediebranchen, men med stor glæde er jeg nu vendt tilbage til Folkekirken. Folkekirken har altid været en del af mit liv – særligt gennem min mangeårige rolle som kirkesanger. Jeg ser kirken som et vigtigt rum for tro, fællesskab, refleksion, fordybelse og nærvær. Derfor er mit mål også at være med til at skabe aktiviteter, så alle kan føle sig som en del af Nathanaels Kirke. Mine første uger i kirken har været enormt spændende og jeg glæder mig meget til at lære jer, der bruger kirken, at kende.

At vi har fået egen kordegn i huset betyder, at vi kan åbne kirkekontoret i etaper henover efteråret, hvor vi fra uge 36 holder åbent for borgerhenvendelser mandage og torsdage kl.9.30-13. Senere på efteråret åbner vi også tirsdage og onsdage. At vi har fået kirke-, kultur- og kommunikations-medarbejder betyder, at vi kan komme i gang med en målrettet og moderne kommunikation samt arbejde på flere kirkekulturelle arrangementer.

Ånden i tiden
Det er godt at bemærke, at der i offentligheden og debatten i medierne er kommet mere fokus på samtalen om tro og eksistens. Der tales om en begyndende aftabuisering og åbning samt nysgerrighed i forhold til, hvilken rolle og betydning troen har i en moderne verden, der på mange måder er urolig og dermed også kan opleves krævende og forvirrende.

Flere ser også ud til, at have modet til at tale åbent om deres tro og indgå i debatter og samtaler – og DR har i øjeblikket et spændende program, "Hvad tror danskerne på", hvor mere eller mindre kendte mennesker taler om, hvad de tror på og hvordan. Det er helt naturligt, at den danske folkekirke engagerer sig og indgår i denne udviklingsproces – uanset, hvad den måtte være drevet af. I Nathanels kirke er vi optaget af det grundlæggende spørgsmål, hvordan troen, kirken og kirkekulturen kan blive mere relevant for flere – både i form af højmesser, gudstjenester og kirkekulturelle aktiviteter for børn, unge, familier, og ældre – alle, der har lyst til at indgå i fællesskaber, hvor troen på den ene eller anden måde spiller en rolle: det være i babysalmesang, kor, litteratur, koncerter i kirken, skrive- og samtalearrangementer.

Men det kræver også mod fra vores side at holde fast i, at der er – og bør være – en mening med at aktiviteterne foregår i en kirkelig sammenhæng, hvor troen i dens mange former kommer til udtryk: i sam- og nærværet med ens lille barn, i sangens fællesskab, i højmessens/gudstjenestens afvikling og i samtalernes udfoldelse. De fire livsbegivenheder – dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – er stadigvæk naturlige som trosbaserede ritualer, som mange stadig vælger – men kirkens rolle og virke er så meget mere end dem.

Ny Gudstjenesteform med fællesspisning for familier og andre interesserede på vej.
Til efteråret starter vi op på afviklingen af en ny gudstjenesteform, ”Nath-Sgetthi” – pt. er der planlagt tre i løbet af efteråret.

Vores præst, Thomas, siger:
Et af ugens højdepunkter her i Nathanaels Kirke er gudstjenesten hver søndag kl. 11. Her samles vi for at høre de bibelske tekster, bede til Gud, synge de dejlige salmer, høre organistens og kirkekorets smukke musik og sang, gå til alters sammen og blive døbt. Bagefter er der socialt samvær med kirkekaffe og en gang om måneden fællesspisning ved kirkefrokosten samt ofte mulighed for at møde medlemmer af menighedsrådet.

Så der er meget godt at sige om gudstjenesten søndag formiddag, men for nogen kan den godt virke lidt fremmed, gammeldags, kedelig og måske meget lang. Specielt hvis man ikke er så gammel og hellere vil lege end at sidde stille på en bænk. Det er jo en udfordring, for Jesus er jo for alle mennesker i alle aldre, så det har vi tænkt os at gøre noget ved i Nathanaels Kirke.

I efteråret afholder vi derfor nogle gudstjenester, hvor alle kan føle sig hjemme. Vi kalder dem for ”Nath-Sghetti, de foregår om eftermiddagen og varer ca. en halv time. Der vil være sang og musik, optræden og fortælling og bagefter er der fællesspisning i sognegården.

Du finder opdaterede datoer og tidspunkter på vores hjemmeside, Facebook-side og i opslagsskabet ved kirken.

Skriveværksted
I september/oktober lancerer vi en ny aktivitet: 'Skriveværksteder for unge – skriv hvem du er'. Her sætter vi fokus på, hvordan det at skrive sit liv kan give stemme, livsmod og fælles inspiration gennem historiefortælling. Jeg vil selv facilitere denne aktivitet, og jeg glæder mig til at invitere alle i aldersgruppen 20-35 år med. Vi vil skrive og samtale om tro og eksistens ud fra de livserfaringer, vi hver især har med os i bagagen. Skriveværkstedet vil blive slået op på kirkens hjemmeside, facebook og i glasskabene på og ved kirken. Glæd dig, dig, der har en skrivetrang og lyst til at udvikle og dele din stemme med andre.

Vi glæder os til efteråret sammen med alle jer, der kommer i kirken og sognegården til vores mange aktiviteter på Broen til Troen – og håber at se mange flere.

De bedste hilsener,
Dennis Rasmussen, Formand for Nathanaels kirkes menighedsråd

Du vil måske også kunne lide...