06/11/2025 0 Kommentarer
Læs nyhedsbrevet for november 2025
Læs nyhedsbrevet for november 2025
# Har du set?

Læs nyhedsbrevet for november 2025
Nathmus-gudstjeneste Den 29. oktober havde vi en skøn Nath-mus gudstjeneste i Nathanaels Kirke. Kirken var flot pyntet med flagermus, spindelvæv og græskar, og sammen tændte vi lys i mørket. Kirkens spire- og børnekor sang smukt, og hele kirken var fyldt med børn i flotte kostumer og deres forældre. Efter gudstjenesten fortsatte vi hyggen i Sognegården, hvor 120 mennesker nød græskarsuppe og gulerodskage sammen. Det blev en hyggelig og stemningsfuld aften fyldt med sang, fællesskab og lys i mørket.
December står for døren Som dreng var den bedste måned på året december måned. Dengang var der sne, masser af sne, og hvidheden prydede træer, gader og stræder. Det var også koldt, en tør kulde, der gav dejlige røde næser. Når solen skinnede over by og land, var det som at være i pagt med selveste Moderjord, naturen. Kælke, huer og vanter og tykke parkacoats var fast udstyr på vej til bakkerne, hvor vi tumlede i sneen. Dagene gik med kalenderlys, julekalendere, julesokken for enden af sengen – skulle julemanden kigge forbi – mørke stemningsfyldte morgener, der pegede fremad mod julefreden og den store aften.
Min familie var ikke kristen eller troende som sådan, men som så mange andre alligevel meget præget af den forestående højtid med kravlenisser, pyntet juletræ og julebagning. Som dagene gik, voksede fornemmelsen af det, det hele drejede sig om – fejringen af Jesu fødsel juleaften. Og ja, freden sænkede sig over menneskene, stjernerne blinkede deroppe, ned til os, og kærligheden sivede ind i alle kroge, sprækker og sjæle. Julemaden, dansen om juletræet, julesangene og julegaverne var den hyggelige ydre ramme om følelsen af, at vi mennesker lever med hinanden og vores omgivelser i tro, håb og kærlighed.
Der er ikke længe til december og det nye kirkeår, der starter første søndag i advent. I november inviteres vi alle til ”Black November” rundt omkring i byen. Der er mange muligheder for at gøre gode indkøb til slagpriser og for at planlægge juleindkøbene i god tid – og undgå den velkendte juletravlhed op til jul. Det er fristende at overkøbe, vente for længe eller lade sig opsluge af alle de gode tilbud i butikker og centre. Men hvad ville Maria og Josef med lille Jesus have gjort, hvis de kunne deltage i denne ydre del af fejringen? Jeg tror, de ville besinde sig en del og lægge vægt på hyggen, samværet, roen, langsomheden, gåturen, nydelsen af de flotte dekorationer og udstillinger, krammene, hånd i hånden, smilet og hilsenerne og de små nik til hinanden. Mobiltelefoner kendte de jo heller ikke til.
Med ønsket om en rolig, fredelig og kærlig november måned med mulighed for optankning af ånd og sjæl i Nathanaels kirke og sognegård til den kommende juletid – i hyggeligt samvær med andre.
På vores hjemmeside, Instagram og Facebook samt i glasskabene ved kirken kan du løbende se, om der skulle være noget for dig, din familie og venner.
Vi glæder os til juletiden sammen med alle jer, der kommer i kirken og sognegården til vores mange aktiviteter i november og december måned på Broen til Troen – Velkommen i Nathanaels kirke.
De bedste hilsener, Dennis Rasmussen, Formand for Nathanaels kirkes menighedsråd
Kommentarer